|
Studie 10 i Bramming har en vision om, at dit år i 10. klasse er et skridt på vejen mod en ungdomsuddannelse. Særligt for dig, der har brug for et ekstra år til at udvikle og forbedre dine kompetencer. Det er vores mål på Studie10 Bramming, at udfordre dig, så du udvikler dig så meget du kan, både fagligt, personligt og socialt.
Undervisningen foregår i et trygt og nært ungdomsmiljø, der skabes af og med de unge. En årgang i Bramming er typisk på 60-80 elever, som kommer fra hele Esbjerg Kommune. |
Hos os vil du ikke have en fast klasse, som du kender det fra grundskolen, men vil i stedet opleve, at du fx i engelsk og matematik kommer på et hold med elever på samme niveau som dig selv. Erfaringsmæssigt oplever vi, at det er en succes, når elever udfordres på det niveau, hvor de er lige nu.
Samtidig vil du være på andre hold, når du har valgfag og linje. På den måde møder du mange nye kammerater, og øver dig på at være en del af et større men kendt læringsfællesskab.
Når du starter på Studie10, Bramming, vil du blive tildelt en stamholdslærer, som er din tovholder gennem skoleåret.
I det almindelige skema vil timerne ligge fra kl. 8.20 - ca. 13.40 mandag til fredag.
Ud over det almindelige skema vil du knap halvdelen af året opleve, at skemaet bliver omlagt. Det betyder, at du har andre timer end dem, som står på skemaet og i nogle tilfælde er dagen kortere eller væsentlig længere end normalt.
Det er fx i forbindelse med opstarten i august og ture ud af huset.
|
Inden skolestart skal du vælge hvilke linjer, du ønsker. Du skal vælge de 3 bedste i prioriteret rækkefølge. Det er derfor vigtigt, at du har taget stilling til både linjerne inden skolestart. Linjerne vælges for et halvt år, hvorefter der er mulighed for omvalg. Nogle af linjerne kan du kun få ½ år, andre udbydes begge halvår. Linjefaget oprettes, hvis der er elever nok, som vælger det. Nogle elever får deres 2. prioritet, hvis der er for mange på holdet. Dine valg er bindende. |
Er du vild med medier, så er det her noget for dig. Vi skal lave film og både levende og trykte reklamer fra bunden af og se på, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
Arbejdet med den kreative proces er i fokus her, og du får mulighed for at bruge din fantasi.
Kreativitet og Kunst er for dig, som har interesse for det kreative og skabende. I løbet af skoleåret lærer du mange forskellige discipliner, arbejdsteknikker og udtryksformer. Du får mulighed for at fordybe dig sammen med elever, som har de samme interesser som dig, og du har mulighed for at komme med ideer til kreative aktiviteter. Det kræver ingen særlige forudsætninger. Du skal bare have lyst til at arbejde kreativt og tage imod de udfordringer, du bliver stillet overfor.
Brænder du for naturfag og teknologi, så er denne linje noget for dig. Vi vil arbejde med forskellige projekter inden for det naturfaglige, og vi har mange muligheder for at inddrage teknologien.
Vi bruger vores Makerspace-lokale, så meget som muligt. Her har vi 3D printere, vinylskærer, robotter og andet fedt udstyr.
På denne linje skal vi arbejde med personlig udvikling på mange forskellige niveauer.
Vi vil blandt andet arbejde med opgaver, der hjælper dig, når du skal flytte hjemmefra.
Du skal arbejde med et projekt, hvor du skal undersøge alt i forbindelse med at flytte hjemmefra.
Det er blandt andet at lave et budget, at finde en lejlighed i den by, du kommer til enten at arbejde eller læse videre i.
Du vil også skulle indrette din lejlighed, ligesom du skal lave madplaner og sende en jobansøgning.
Faget veksler imellem at være både teoretisk og praktisk, og ud over ovennævnte skal du selv handle ind til retter, som du har valgt – og som kunne være et måltid, du vil lave, når du bor selv eller sammen med en roomie.
På denne linje skal du prøve at planlægge og sammensætte din helt personlige rejse. En rejse til et sted, som du godt kunne tænke dig at udforske.
I projektet skal du undersøge forskellige relevante ting, som vil gøre dig klogere på blandt andet det valgte lands kultur men også mulige oplevelser, som kunne være noget af det, du gerne vil prøve på din rejse.
Du kommer til at lave et endeligt budget ud fra priser, som du skal lære både at søge efter, men også at navigere i. Til sidst i projektet skal du præsentere din drømmerejse for resten af holdet.
Faget er både teoretisk og praktisk, og du kommer af flere gange til at udvælge og lave madretter fra dit valgte land, som vi laver i madkundskab.
Linjen er for dig, der lærer bedst, hvis du også får lov til at udfordre dig selv og være fysisk. Om du er nybegynder eller trænet er ligegyldigt. Bare du har lyst til bevægelse, teamånd, oplevelser og træning. Du vil blandt andet komme til at være en del af:
|
Inden skolestart skal du tage stilling til tilbudsfagene. Tilbudsfagene vælges for hele året og er prøvefag. Du har mulighed for at vælge 1 - 2 tilbudsfag. Du kan også fravælge tilbudsfagene og i stedet vælge valgfag. Tilbudsfaget oprettes, hvis der er nok elever tilmeldt. Hvis der er få, kan du få faget i Esbjerg. Der vil blive i så fald blive arrangeret transport til Esbjerg. |
Cambridge er for dig, som er god til engelsk og gerne vil være endnu bedre. Faget ligger ud over de obligatoriske engelsktimer.
Cambridge-eksamenerne er anerkendt i hele verden. De er sprogligt adgangsgivende til mange engelske og amerikanske universiteter. Ved beståelse af eksamen får du et eksamenscertifikat, der er en investering for livet.
Fysik/Kemi er et inspirerende fag med masser af forsøg. Emnerne er oftest:
Salte, olie, plast, bølger, lyd, lys, vind og alkohol.
Der er mulighed for eksamen.
Klassisk TYSK, som du kender det.
Mulighed for eksamen.
Hvis du ikke ønsker tilbudsfag, kan du i stedet vælge valgfag. Disse vælges først efter sommerferien.
Valgfaget oprettes ikke, hvis der er for få tilmeldte. På samme måde vil der ske et omvalg for nogle elever, hvis der er for mange på holdet.
I dette skoleår har vi tilbudt følgende valgfag:
- Idræt
- krea/LEGO
- krea/spil
- krigsfilm
- kun for piger
- samfundsfag
- spil
- ung mad
Til næste skoleår vil vi samarbejde med UngEsbjerg - Fritid, så nogle nye valgfag kan klares på en weekend. Det kunne fx være e-sport.